Den romantiske have på Møn
Møns Klint og Klinteskoven, som er nærmeste nabo, er med til at gøre det eventyrlige haveanlæg Liselund, som blev anlagt i slutningen af 1700-tallet, til et af de mest interessante steder at udforske på Møn. Liselund er samtidig Danmarks bedst bevarede eksempel på havekunst fra romantikken.
Stedet er et af Danmarks og Nordens fineste eksempler på den romantiske eller "engelske" havekunst. Et stemningsfuldt sted, der samler hele verden i tidens ånd. I haveanlægget finder man det lille slot, som er anlæggets mest kendte vartegn, ud over små bygninger, der er inspireret af bl.a. norsk og kinesisk byggestil.
Det norske hus
Det træbeklædte norske hus, der ligger i lysningens nordligste del i en tilstræbt norsk natur, blev bygget som gæstehus. Her er taget et særligt hensyn til den trætte gæst i form af en vinduesskodde med en udskåret halvmåne.
Schweizerhytten
Schweizerhytten, der ligger nærmest indgangen til haven, er opført ca. 1795. Den kan virke som en lidt mere rustik udgave af slottet. Schweizerhytten har fra første færd rummet en bolig for stedets opsynsmand og en gæstelejlighed.
Det kinesiske lysthus
Det pagodeformede kinesiske lysthus finder man i parkens nordvestligste del. Huset er indrettet med bøgetræsmøbler, der er malet, så det ser ud, som om de er af bambus. Det kinesiske hus blev benyttet som tehus.
Lokummer og ishus
Nogle praktiske bygninger er to lokummer, et ved slottet og et ved det norske hus. De er beklædt med træ, så de ligner brændestabler. En rund stråbeklædt bygning ved Schweizerhytten er et ishus. Her kunne isblokke, savet ud om vinteren, holde sig kolde og bruges til afkøling af madvarer resten af året.