Dykning og snorkling ved Møn

 

Ud over at byde på nogle af Danmarks mest fantastiske scenerier langt over havets overflade er der ved Møns Klint en skjult verden at udforske nede på bunden af havet. Tag på snorkelture ved Møns Klint og svøm hen over den hvide kridtbund. Eller dyk selv ned med eget udstyr og kig efter den gamle sundfærge Explorer.

Naturen på Møns Klint er noget helt særligt. Det ved alle, der har følt suset i maven, stående på klintens kant med den storslåede udsigt over Østersøen. Stejle kridtskrænter møder havet i den cirka 6 km lange kyststrækning, som vidner om, hvordan mægtige gletsjere under den sidste istid skubbede den gamle kridthavbund op, og Danmark blev født. Men det allerbedste er skjult for de fleste; her skal man ned under overfladen for at få den unikke oplevelse.

I sommerferien kan besøgende på GeoCenter Møns Klint derfor komme med på snorkelture. Se hvordan via linket på denne side.

Medbringer I selv dykkerudstyr og er certificerede dykkere, kan I også sejle ud med Møns Sportsdykkerklub på eget ansvar. Kontakt klubben for nærmere information og sejlture til Møns Klint.

Måske er I heldige at finde den gamle sundfærge Explorer, som ligger gemt helt inde ved Møns Klint. Eller dyk ud i havet gennem de op til 4 meter høje undersøiske klippegange.

Undervandsfilm fra Møn
Her på siden kan du, inden du tager af sted, se en række film, der er optaget under Møns vandoverflade. Klik og dyk med ned under vandet og få en forsmag på, hvad du kan opleve under overfladen ved Møn.

Filmene er blevet til i forbindelse med et internationalt EU-støttet projekt: "Undine", som også har ført til etablering af to dykkerstier ved henholdsvis Kalvehave Havn og Ore Strand.

Dyk ned ved Nordfelt på Møn

Stege Havn under vandet

Dyk ned ved Møns Klint

Hvad skal du kigge efter